lørdag den 12. juli 2008

12. juli 2008 - Yosemite nationalpark

Idag gik turen til Yosemite nationalpark. 68 km skulle vi køre inden vi nåede Yosemite village, men sikken en tur derud. Vi var ikke kørt ret langt før det bare gik nedad og nedad.

Flere steder var der en hældning på 8% - og det er altså bare nedad, når det samtidig er hårnålesving.

Men sikken en natur. Da vi nåede bunden af dalen kørte vi i meget lang tid langs Merced-River - Flot natur med vandet der fossede ned ad floden mellem de mange sten.

På vejen derned kom vi til et sted hvor vejen var blokeret. Vi måtte over floden ad en militær-bro og køre på en midlertidig vej. Grunden til at vejen var blokeret, var at der havde været en meget stort stenskred. Bjergsiden havde simpelthen løsnet sig, og store sten og klippestykker lå over vejen og langt ned i floden. Uh - hvor må det have været grimt at opdage det.

Godt 2 timer senere nåede vi Yosemite valley - dalen hvor der var et sandt cirkus. Sikke mange mennesker der havde fået samme idé - egentlig en skam da dalen ville tage sig langt flottere ud hvis der var stille og fredeligt.
Men flot er der.

Vi startede faktisk med at spise et "fast-food" måltid, da Bente var sulten. Så sammen med et par egern og et halvhundrede mennesker fik vi burgere og pommes-frites.
Egerne havde travlt med at samle mad op fra jorden - og de var så tamme at de strøg rundt omkring fødderne på os hele tiden. De var søde!

Derefter var vi klar til 1 ½ times cykling. Vi lejede cykler og ville se et vandfald på ruten. Men ups - lige der hvor vandfaldet var måtte man ikke cykle, så det var med tungen lige i munden for ikke at ramme nogle andre mennesker. Vi nåede dog ud på lovlig vej uden at ramme nogen og tog en lang tur til en sø - hvor det viste sig at der altså ikke var ret meget vand i. Grunden til det er at det har været meget varmt i en lang periode, så den faktisk er tørret ud, men om foråret ville den stå 1½ - 2 meter højere.

Da der var ret varmt i dalen, var vi noget svedte da vi afleverede cyklen, så vi satte os ned på nogle sten i floden og fik fødderne i det kolde vand for at blive kølet af. Det var super duper.

Klokken havde sneget sig hen ad kl. 16 - så det var tid for at finde bilen og komme tilbage til Mariposa. "Landede" kl. 18.00 - og fik os gjort klar til at finde et spisested i denne lille by.

Rasmus "fandt" en super-duper lækker restaurant - meget meget hyggelig. En gammel kro som havde en lang historie om en dokter der for 200 år siden havde bygget huset og haft praksis her, men var så blevet til en kro og nu restaurant. Det var virkelig lækker mad vi fik.
Så godt mætte er vi nu ved at gøre os klar til at komme i seng.

Hilsen Sofie, Rikke, Rasmus, KaiOve og Bente

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej!
"Hold da op" sikke kæmpe træer, I så i går. Vi vil lukke ned for en tid. Fortsat god tur til jer. Karin